Tonen i statsministerens nytårstaler

I et tidligere indlæg blev der set på det sproglige niveau af skandinaviske taler. Her vil fokus være på tonen i den danske statsministers nytårstale. Er den positivt eller negativt ladet, og har borgerlige eller socialdemokratiske statsministre det mest optimistiske sprogbrug? For at besvare disse spørgsmål er der foretaget en såkaldt sentiment-analyse af statsministerens nytårstaler fra 1985 og frem til i dag. Analysen gennemgår hvert ord og giver det en positiv eller negativ score, hvorefter der beregnes et gennemsnit af samtlige ords værdier. En tale kan dermed godt have mange negativt ladet ord, selvom statsministeren konkluderer, at det generelt har været et godt år. Til analysen er benyttet denne R package, og alle taler kan findes på GitHub som txt-filer.

sentiment

Sentiment-analysen viser, at tonen i statsministerens nytårstale svinger meget fra år til år, men er hovedsageligt positivt ladet. Det eneste år hvor talen var mere negativt end positivt ladet var i 2005, hvilket nok skyldes den tsunami, som få dage forinden havde ramt Sydøstasien med flere hundrede tusinde omkomne til følge. Der er ingen signifikant forskel i tonen på borgerlige og socialdemokratiske statsministres nytårstaler.

Advertisements

Kan man stole på meningsmålingerne?

Der bliver bragt stadig flere meningsmålinger i de danske medier. Ikke mindst i forbindelse med folketingsvalg. Spørgsmålet er blot: kan man stole på dem? Hvor skævt rammer de i forhold til det faktiske valgresultat? Det er et spørgsmål, som er blevet rejst efter både det seneste danske og britiske parlamentsvalg og igen efter det amerikanske præsidentvalg. I forbindelse med den famøse DR exitprognose ved kommunalvalget 2013 blev der i en rapport af Søren Risbjerg Thomsen foretaget en vurdering af meningsmålinger og prognoser ved danske valg. Senest har Martin Vinæs Larsen i et working paper gennemgået det sidste gennemsnit af målingerne foretaget af Risbjerg Thomsen inden hvert folketingsvalg siden 1990 og konkluderer, at de generelt giver et godt billede af det faktiske valgresultat.

I det følgende vil der blive set nærmere på meningsmålinger under de seneste tre folketingsvalgkampe (2007, 2011 og 2015). Er målingerne blevet mere eller mindre præcise i forhold til tidligere, hvilket institut kom tættest på det faktiske valgresultat, og ved hvilke partier ramte målingerne mest skævt? Data er indsamlet fra en række åbne kilder (her, her og her) og kan findes samlet her.

afv_tot

Et mål for, hvor meget en given måling adskiller sig fra det faktiske valgresultat, er afvigelsesprocenten [1], også kaldet fejlprocenten, som angiver, hvor mange procent der skal flyttes i målingen for at få valgresultatet. Som det ses af ovenstående graf, så faldt den gennemsnitlige afvigelsesprocent stødt gennem alle tre valgkampe, efterhånden som vælgerne fik lagt sig fast på et bestemt parti eller en kandidat. Der viser sig ikke nogen klar tendens, hvorvidt målingerne er blevet mere eller mindre præcise fra 2007 og frem til i dag.

Nedenstående grafer viser afvigelsesprocenter for de institutter, som foretog mindst 10 målinger under en given folketingsvalgkamp. Som det fremgår af graferne, så ramte den sidste måling fra Megafon mest præcist ved 2007-valget, mens det var tilfældet for Gallups måling ved både 2011- og 2015-valget. Hvis man i stedet ser på institutternes gennemsnitlige afvigelsesprocent gennem hele valgkampen, så var Gallup bedst i 2007 (4,2), Megafon i 2011 (4,3) og Epinion i 2015 (4,2). Til sammenligning ramte Synovate mest skævt i 2007 (6,2), Voxmeter i 2011 (6,0) og Wilke i 2015 (6,2).

afv_inst

De sidste grafer viser den faktiske usikkerhed for hvert af de opstillede partier, og angiver hvor mange procentpoint et uvægtet gennemsnit af målingerne var fra det faktiske valgresultat. Ligesom det var tilfældet med afvigelsesprocenten så mindskes den faktiske usikkerhed løbende gennem valgkampen, og for de fleste partier ligger den tæt ved den angivne statistiske usikkerhed de sidste dage op til valget. At vælgerne kan ændre præferencer ses blandt andet ved Ny Alliance, som 15 dage inden valget i 2007 blev overvurderet i målingerne med hele fem procentpoint, men kun 0,5 procentpoint dagen før valget.

DF-effekten bliver ofte omtalt i medierne, dvs. hvor bestemte vælgergrupper ikke vil erkende overfor meningsmålingsinstitutterne, at de stemmer på Dansk Folkeparti. Den effekt var tydeligt til stede i 2007 og 2015, hvor partiet konsekvent under hele valgkampen lå omkring 2,5 procentpoint under valgresultatet. I 2011 forudså målingerne til gengæld opbakningen til Dansk Folkeparti meget præcist, og partiet blev under hele valgkampen aldrig over- eller undervurderet med mere end 0,5 procentpoint. Her havde Venstre overtaget rollen som partiet, meningsmålingerne konsekvent undervurderede.

afv_parti


1. Afvigelsesprocenten beregnes i forhold til valgresultatet ved den halve sum af de numeriske afvigelser mellem pct. i målingen og pct. i valgresultatet for de enkelte partier.

Danmark og FN gennem 70 år

I år fejrede FN sit 70-års jubilæum med møder, arrangementer og taler i såvel New York som over resten af verden. Danmark har som en af de medstiftende nationer siden 1945 stemt om en lang række resolutioner i generalforsamlingen. Hvordan der er blevet stemt i forhold til andre udvalgte medlemslande, vil der blive set nærmere på i det følgende.

I nedenstående graf fremgår, hvor stor stemmeenigheden har været mellem Danmark og tre af de mest centrale medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, USA, Rusland og Kina. I 1991 overtog Rusland Sovjetunionens plads, mens Kina først blev medlem af FN i 1970, da det overtog pladsen fra Taiwan. Det fulde datamateriale kan findes her.


Stemmeenigheden mellem Danmark og USA har generelt været faldende siden begyndelsen af den kolde krig, dog med et mindre opsving i 1990’erne og efter valget af Barack Obama som præsident. Den modsatte tendens har været gældende for Rusland, hvor stemmeenigheden steg betragteligt under Mikhail Gorbatjov samt umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud. Den har dog været faldende efter Vladimir Putins indsættelse som præsident. Danmark har siden start 80’erne været mere enig med Rusland end med USA, når der skulle stemmes om resolutioner i generalforsamlingen.

Man kan som alternativ se på landenes ideologiske placering, som bestemmes på baggrund af deres stemmeafgivelse. Under den kolde krig afspejler landenes placering i hovedtræk, hvorvidt de var orienteret mod øst eller vest, mens den efter den kolde krig afspejler i hvor høj grad landene støtter en amerikansk ledet verdensorden. Nærmere metodisk information kan findes i denne artikel.

Nedenstående grafer illustrerer Danmarks ideologisk placering i forhold til andre lande på hhv. globalt og europæisk plan. På globalt plan er USA, Rusland samt den gennemsnitlige placering for alle medlemslande inkluderet, mens Sverige, Storbritannien og Frankrig er medtaget på europæisk plan. Hvis andre eller en anden kombination af lande har interesse, kan denne app benyttes.



Tendenserne fra foregående graf går igen: faldende enighed mellem Danmark og USA og voksende enighed mellem Danmark og Rusland. Dog har sidstnævnte været faldende fra midt 90’erne. I begyndelsen af den kolde krig var der forholdsvis stor enighed mellem USA og det gennemsnitlige medlemsland, hvilket dog ændrede sig fra 1960’erne, hvor stadig flere lande blev medlem af FN som følge af afkoloniseringen. USA er i dag det land, som ligger længst fra FN gennemsnittet, hvilket ikke mindst skyldes de mange resolutioner om Mellemøsten og Israel.

Hvis vi vender os mod Europa, har den ideologisk difference mellem Danmark og Sverige ikke overraskende været lav. Dog med tendens til større orientering mod USA fra dansk side, hvilket nok skal tilskrives dansk medlemskab af NATO og svensk neutralitet. Den store afstand mellem Danmark og Frankrig og Storbritannien i slut 50’erne skyldes afkoloniseringen, som Danmark støttede i FN, hvorimod de tidligere kolonimagter var mere forbeholdene.

Hvad koster de danske mønter?

En mønt har to værdier: den nominelle værdi, som er fastsat af den udstedende nationalbank, og metalværdien, som er bestemt af de internationale råstofpriser. Man kan tage den danske 1-krone som eksempel. Den vejer 3,6 gram og er fremstillet af kobbernikkel, som er en legering bestående af 75 pct. kobber og 25 pct. nikkel. Den gennemsnitlige kobberpris i oktober 2015 var ≈3 øre/gram, mens nikkelprisen var ≈7 øre/gram. Metalværdien for en dansk 1-krone i oktober 2015 var dermed ≈14 øre. Herunder fremgår vægten og metalsammensætningen for den seneste danske møntserie, som blev sat i cirkulation. I oktober 2008 blev 25-øren taget ud af cirkulation.

  • 25-øre: 2,8 g, tinbronze (97 % kobber, 0,5 % tin, 2,5 % zink)
  • 50-øre: 4,3 g, tinbronze
  • 1-krone: 3,6 g, kobbernikkel (75 % kobber, 25 % nikkel)
  • 2-krone: 5,9 g, kobbernikkel
  • 5-krone: 9,2 g, kobbernikkel
  • 10-krone: 7,0 g, aluminiumsbronze (92 % kobber, 2 % nikkel, 6 % aluminium)
  • 20-krone: 9,3 g, aluminiumsbronze

Der er risiko for, at gamle cirkulerende mønter kan opnå en højere reel værdi end den nominelle værdi, som står påtrykt den. Grunden til at metalværdien på længere sigt overstiger den nominelle værdi skyldes forskellige faktorer forbundet til udbud og efterspørgsel. Men der er særlig én faktor som gør, at de to værdier altid vil nærme sig hinanden, og det er inflation. Inflation udhuler penges købekraft (den nominelle værdi) og hæver prisen på håndgribelige aktiver (metalværdien). Er spændet mellem den nominelle og reelle værdi ikke stort nok fra starten, vil metalværdien overgå den nominelle værdi på sigt, eller også vil mønterne blive taget ud af cirkulation. Det var tilfældet med den canadiske penny, som kostede 60 pct. mere at producere end den pålydende værdi.

De danske mønters metalværdi, fra de hver især blev sat i cirkulation, fremgår af grafen herunder. Data er beregnet på baggrund af mønternes metalsammensætning samt de månedlige råstofpriser.


Metalværdierne følger hinanden ganske tæt gennem hele perioden, da alle mønterne hovedsageligt består af kobber. Det største udsving kan observeres lige før og lige efter finanskrisen. Her steg råstofpriserne eksplosivt, hvorefter de faldt lige så drastisk igen. Det var især gældende for nikkelpriserne, hvilket ses afspejlet i metalværdierne for 1-, 2- og 5-kronen. Mønten med den højeste metalværdi er 5-kronen, som da den peakede kostede næsten 1 krone at producere. Det skyldes, at den med 9,2 gram er den tungeste mønt efter 20-kronen samt består af 25 procent nikkel, som indtil 2010 var det dyreste af metallerne nu kun overgået af tin. Nedenstående graf viser, hvor stor en procentdel mønternes metalværdi udgør af den nominelle værdi.


Ikke overraskende findes der en negativ sammenhæng mellem den nominelle værdi, og hvor stor en andel metalværdien udgør af denne. På sit højeste udgjorde metalværdien af 20-kronen kun 2,5 procent af den nominelle værdi, hvorimod metalværdien af 50-øren har udgjort hele 46 procent af den nominelle værdi. Som det kan ses har 25-ørens metalværdi aldrig som ved den canadisk penny oversteget dens nominelle værdi, men kun udgjort lige knap halvdelen. Hvis man havde valgt at beholde 25-øren, ville dens metalværdi have peaket sammen med 50-øren i starten af 2011 og udgjort 60 procent af dens nominelle værdi.

Intentioner og forventninger

Den 3. december går danskerne til stemmeurnerne om retsforbeholdet. Den seneste tid har medierne bragt en lang række meningsmålinger, som for nuværende viser nærmest dødt løb mellem ja- og nej-siden og et stort antal tvivlere. Efter DR gik bort fra deres spørgsmål med en kort, introducerende tekst, har alle medier benyttet sig af nogenlunde samme nøgterne spørgsmålsformulering, hvor respondenterne alene bliver spurgt, om deres intention er at stemme ja eller nej. Hvis man ønsker at forudsige valgresultatet af folkeafstemningen, er det dog ikke nødvendigvis den mest præcise fremgangsmåde. Herunder præsenteres et alternativ.

Frem for at spørge vælgerne om deres intention i stemmeboksen, kunne man i stedet spørge dem om deres forventning til valgresultatet. Altså ikke hvad de selv har tænkt sig at stemme, men hvad de tror resultatet bliver den 3. december. Forskning på området har vist, at et valgresultat ofte kan forudsiges langt mere præcist ved at spørge ind til vælgernes forventninger end til deres intentioner. Det skyldes kort fortalt, at forventninger giver mere information end intentioner. Ved intentioner får man i realiteten kun information om den ene respondent, hvorimod man ligeledes ved at spørge til forventninger indirekte får information om respondentens omgangskreds (familie, venner, kollegaer etc.), da man må formode, at vedkommende baserer sine overvejelser på såvel egne som andres intentioner. Samtidig vil en del tvivlere muligvis være i stand til at vurderer, hvorledes deres omgangskreds vil stemme, selvom de har svært ved selv at beslutte sig.

Medierne kunne derfor overveje følgende ordlyd til et alternativt spørgsmål. Det er baseret på Epinions formulering for DR, men med den afgørende forskel, at der i stedet for intention spørges ind til respondentens forventning til folkeafstemningen.

Den 3. december skal der være folkeafstemning om at ændre det danske EU-retsforbehold til en tilvalgsordning. Uagtet din egen holdning til spørgsmålet, tror du så, at danskerne vil stemme ja eller nej ved folkeafstemningen?

Ligner Folketinget befolkningen?

I hvor høj grad er det nye Folketings socio-demografiske sammensætning repræsentativ for befolkningen som helhed? Det illustreres af nedenstående figur, hvor de 175 danske folketingsmedlemmers køn, uddannelse og gennemsnitsalder er sammenholdt befolkningens. Data for Folketing og partier er beregnet på baggrund af denne oversigt fra TV2, mens data for befolkningen stammer fra Danmarks Statistik. Det ses, at medlemmerne af Folketinget er en anelse ældre end befolkningen generelt, samt at mænd i højere grad er repræsenteret end kvinder. På uddannelsesfronten er der rundt regnet dobbelt så mange med en erhvervsfaglig uddannelse i befolkningen end i Folketinget, mens der til gengæld er langt flere i Folketinget med en lang videregående uddannelse (LVU).

profil

Hvis man ser på de enkelte partier, så er den konservative folketingsgruppe både den yngste og mest repræsentative aldersmæssigt i forhold til befolkningen, mens den radikale har den mest lige kønsfordeling. Alle folketingsgrupper har en større andel af akademikere end i befolkningen som helhed dog med en hvis spredning. Dansk Folkeparti har sammen med Enhedslisten under en tredjedel akademikere, mens både Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti har over 80 procent. Bortset fra Dansk Folkeparti har samtlige partier en mindre andel faglærte end i befolkningen som helhed. De Radikale, De Konservative og Alternativet har ingen faglærte i deres folketingsgrupper.

profil2